Udskiftning af tag Mosegaardsvej Odense
Tagrenovering i Odense med nye kviste og tagrender
Her under ses billedserie fra et tagprojekt udført i Odense. Et ældre træt tegltag trængte til en opdatering, og det har her fået en af de helt store. Efterisolering af hele taget med 250 mm Isover på skrå flader, og 350 mm Isover på loftet. Alle spær er blevet rettet op så taget er lige, og der er blevet monteret 3 nye Veluxvinduer samt 2 store kviste beklædt med zink. Teglstenen er en rød ædelengoberet Randers Tegl med false, som klæder taget rigtig godt, pga stenens størrelse og udformning.

Første dag på taget, første opgave er at få de gamle tagsten pillet af, og smidt i containeren.

De gamle teglsten ser godt trætte ud, og isoleringen ligger hulter bulter.
Østsiden er her rettet op med nye spær og efterisoleret med i alt 250 mm Isover. De store huller er udvekslinger til de 2 nye zink kviste der senere skal bygges op.
De gamle udhæng med overliggende underbrædder trængte her til en udskiftning. Sammen med kunden har vi hele vejen igennem valgt løsninger der stemmer overens med husets oprindelige udseende.
Tagfod er her bygget op ovenpå de gamle spær, så udhænget ikke får et for tungt og kasseagtigt udseende. Vi tjekker her at teglsten ligger korrekt ned i tagrenden, og er gået i gang med den komplicerede opmåling på taget.
Underbrædderne er monteret på nøjagtig samme måde som de gamle.

Vestsiden af taget har også fået en gang efterisolering, nye spær udenpå de gamle, diffusionsåben undertag og klemmelister. Her er vi så langt fremme i processen at tagfod også er bygget færdig, og blikkenslageren har monteret rendejern, zinktagrende og fodblik.

Christoffer er her i gang med at bygge skelet op til den ene af de nye kviste. Kvisten bliver beklædt med zink og et 3 fags Velfac vindue i træ-alu bliver monteret i fronten. Flunkene får trekantede vinduer for optimal lysindfald.

Kvisten er her ved at blive beklædt med vindpap, tagkrydsfinér og klemlister. Kvistene er isoleret med 145 mm Isover på alle sider og tag.

Kvistene bliver indvendigt monteret med 2 lag gips og en vinduesplade i 25 mm fyrretræ.

Her kan man fornemme udseendet på kvisten, og hvor store de bliver i forehold til tagfladen. Det har krævet lidt forberedelse og opmåling, men de passer også perfekt i størrelsen.

Her det færdige resultat, nu venter vi bare på vinduerne fra Velfac, og en gang zink inddækning fra blikkenslageren.
Tagfladen er stort set lægtet færdig og er klar til teglsten. Her har vi dog valgt at montere 2 stk Velux ind til et børneværelse. Det ene med vippefunktion, og det andet med en godkendt brandudgang.
Vi kan nemt montere nye Velux vinduer i alle type tagflader uden skråvæggen tager skade, her skal der efter endt montering blot en vinduesplade og 3 lister rundt, så ser det ud som om det altid har siddet der.

Veluxvindue udefra er i gang med at blive monteret.

Indvendigt skal Veluxvinduer altid monteres med en speciallavet damspærre krave for at undgå problemer med fugt og kondens.

Det færdige resultat udefra. Veluxvinduer giver optimal lys i værelse på 1 sal.

Så kom blikkenslageren på taget, og den ene kvist tager virkelig form. Teglsten er blevet kranet op på taget, og de første sten er ved at blive lagt.

Vi er godt i gang med at lægge sten ud på tagfladen, og sider og rygningen er næsten færdige.

Alt det arbejde der foregår inden stenene skal lægges ud på lægter, er færdigt. Det er kun teglsten der nu skal udlægges, og taget kan derefter afleveres til kunden.

Det store stillads er endelig taget ned, og det færdige tegltag med kviste, ses her fra østsiden. Alle vindskeder er udført som hakkebrædder, hvilket giver et let udseende, fremfor en vindskede sten som går udover brættet.

Rygningen er afsluttet med en sten der lukker tæt ned til hakkebrædderne, hvilket giver en konstruktiv god afslutning. Vindskederne skal sidde et års tid, før de kan males, pga de skal tørre helt ud så evt harpiks og imprægnering ikke trænger igennem den nye maling.

I gavlen har vi monteret en vindue i træ-aluminium fra Velfac, og de 2 Velux i mod vest tager sig godt ud på taget.

Alt det udvendige på taget er færdigt, og holder sig tæt og flot de næste mange år.

